Nye regler om Robinsonlisten på vej

Robinsonlisten er en vigtig mulighed for borgerne til at frabede sig uanmodet markedsføring. Men regelsættet og administrationen omkring listen trænger til en opdatering, der lever op til erhvervslivets udvikling inden for markedsføringshenvendelser. Geomatic og andre interessenter var derfor inviteret til høring i fredags hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Del artikel:

Reglerne for Robinsonlisten står over for en opdatering i forlængelse af sommerens revidering af Markedsføringsloven og debatten om den fremtidige administration af Reklamer Nej Tak-ordningen, når PostNord i det nye år stopper med at distribuere husstandsomdelte reklamer, som vi kender det. Det er bl.a. foranlediget af markedets feedback om den nuværende Robinsonliste, der har tilvejebragt et fokus på en række udfordringer, når listen i dag skal bruges af virksomhederne. Her er nogle af de mest centrale:

  • Når CPR vasker kundelister mod Robinsonlisten, markeres en person kun, hvis inputdata er 100 % identisk med CPR, hvilket sjældent er tilfældet i kundedatabaser eller eksterne marketingdata og teledata. Hos Geomatic løser vi i praksis denne problemstilling ved at inddrage data fra andre offentlige og private kilder, når vi vasker, for at opnå et mere optimalt match for kunden
  • Hvis man både er navne- og adressebeskyttet og samtidigt står på Robinsonlisten, bliver man fjernet fra Robinsonlisten, når denne udsendes til de erhvervsdrivende. At man ikke kan være begge dele samtidigt viser, at systemet ikke er fleksibelt nok
  • Listen opdateres kun kvartalsvis, selvom vi i dag snildt kunne opstille tekniske procedurer for en daglig opdatering. Konsekvensen er, at der kan gå op til tre måneder før en borger fremgår af eller er blevet fjernet fra listen
  • Da listen er adressebaseret, tager den ikke højde for, at antallet af postale henvendelser er nedadgående, og at adresser sjældnere indsamles i kundedatabaser. Dermed har de ikke længere samme relevans den måde, hvorpå erhvervsdrivende fører markedsføring på

 

Sverige har gode erfaringer, vi kan lære af

Der er rigtig gode erfaringer at lade sig inspirere fra, hvis vi kigger på den svenske Robinsonliste. Den svenske liste er opdelt i to: En liste over de, der ikke ønsker postale henvendelser, og en liste over personer, der ikke ønsker telefoniske henvendelser, så man som forbruger har mulighed for at vælge hvilken kanal, de ikke ønsker at modtageuanmodet markedsføringshenvendelser via.

Desuden administreres listen i Sverige af en privat virksomhed, hvilket fungerer godt, da de sikrer en mere brugervenlig administration af listen for virksomhederne. Det er muligt, fordi man i Sverige har lov til at anvende persondata til markedsføring 1:1 i Sverige frem forsom i Danmark, hvor vi alene kan henvende os på baggrund af generel markedsstatistik.

Udover at det giver bedre mulighed for at målrette markedsføringen og formentlig er en medvirkende årsag til, at antallet af registrerede i Sverige er væsentligt lavere end i Danmark, betyder den lettere adgang til personstamdata også, at man i Sverige har en ombudsmandsordning i brancheforeningerne, der varetager de fleste forbrugerklager og henvendelser før de når til en offentlig forbrugerombudsmand.

 

En fremtidssikret og dataetisk Robinsonliste

En revision af Robinsonlisten, der indebærer et register af generelle oplysninger såsom e-mail, mobil, navn, adresse og fødselsdato mv. og muligheden for, at borgeren kan vælge, hvilke typer af markedsføring, der ønsker at frabede sig, ville give et mere gennemsigtigt, lettilgængeligt og brugervenligt register end det nuværende.Herunder naturligvis en opdeling mellem tele-, postal og elektronisk markedsføring.

Med de gode erfaringer fra Sverige med at lade et privat firma administrere listen in mente, vil det desuden være oplagt at gøre det samme i Danmark.

Endelig bør ændringen følges op med en informationskampagne til borgerne. Mange borgere ved faktisk ikke, at de er registreret på listen eller hvad det helt konkret betyder; nogle er blevet skrevet på listen af deres forældre og er ikke blevet bedt om at tage stilling til det, da de blev myndige. Andre har uden de store refleksioner meldt sig på listen i forbindelse med en flytning, dengang det fremgik af flyttekortet på posthuset. Andre igen kan have skiftet mening med tiden. Det viser rundspørger og de relativt mange henvendelser, Geomatic har modtaget fra undrende borgere gennem tiden.

 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har bolden

Fredagens høringssvar samles og vurderes nu af styrelsen, der vil melde ud om den videre proces. Geomatic fortsætter arbejdet for at skabe en fremtidssikret og dataetisk Robinsonliste til gavn for virksomheder og borgere - så følg med her i nyhedsbrevet om seneste nyt.

 

ROBINSONLISTEN

-       blev oprettet i 2000

-       administreres af CPR-kontoret

-       har 1.033.824 personer registreret